Inden for nogle år får alle danskere i EU mulighed for at få en europæisk digital id-tegnebog. I EU-sammenhæng er man nemlig blevet enige om en aftale, der forpligter alle EU-medlemsstater til at stille en digital id-tegnebog til rådighed for borgerne.
En digital id-tegnebog vil kunne bruges til at identificere og autentificere sig i offentlige og private digitale tjenester i EU, ligesom det vil være muligt at signere digitale dokumenter. Id-tegnebogen vil også kunne rumme andre digitale beviser – for eksempel på sigt ens digitale kørekort eller uddannelsesbevis. Når de digitale beviser er gemt sikkert i den nye wallet, vil de være gyldige i hele EU.
”Jeg er glad for, at vi i EU er blevet enige om rammerne for en fælles europæisk digital id-tegnebog. Nu begynder det tekniske arbejde, og om nogle år vil danskerne kunne tage den i brug. Den digitale id-tegnebog vil gøre det nemmere for alle danskere at bekræfte deres identitet, signere aftaler og logge ind på digitale tjenester. Et godt eksempel på en digital løsning, som vil gøre livet lettere for mange danskere – og gøre det lettere at være EU-borger på tværs af EU”, siger digitaliseringsminister Marie Bjerre.
Rådets pressemeddelelse kan læses her.
Yderligere oplysninger
Presse- og kommunikationsrådgiver, Cecilie Rex Selmer, crs@digmin.dk, 72 28 24 17